Når sagen er tilstrækkeligt oplyst, tages sagen op til afgørelse.
I Erhvervsankenævnet afgør vi sagerne i et nævn, der nedsættes individuelt for hver enkelt sag. Dette nævn består af et medlem af formandskabet og to eller i særlige tilfælde fire sagkyndige medlemmer.
Nævnets afgørelse træffes på baggrund af simpelt flertal.
Indholdet i afgørelsen
Afgørelsen indeholder et referat at sagens omstændigheder, klagerens og den indklagede myndigheds synspunkter og en begrundelse for afgørelsen.
En afgørelse kan bestå i at nævnet bestemmer, at den indklagede myndighed har truffet en korrekt afgørelse (stadfæstelse), at den indklagede myndighed har truffet en forkert afgørelse (ophævelse/ændring), eller at den indklagede myndighed skal træffe en fornyet afgørelse (hjemvisning).
Når ankenævnets afgørelse foreligger, udsendes denne i form af en kendelse til klageren og den indklagede myndighed.
Klage over ankenævnets afgørelser
Ankenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, men kan indbringes for domstolene.